Cavalierens historie

 

Cavalierens historie er tæt forbundet med det engelske kongehus og den højere adel. Den lille spaniel blev brugt til at tage lopperne fra fra damerne og til fugle- og kanin- jagt. 

På mange malerier af det engelske kongehus og adel ser man cavalieren portræteret sammen med familien. 

Cavalieren var lidt for stor. Moppen havde den rigtige størrelse til skødehund, og den var vældig populær ved mange af de europæiske hoffer. Det er derfor sandsynligt, at den er blevet benyttet til at gøre racen mindre. Man kunne mene, at det nærmere måtte være japaneser, man havde benyttet; men de kom først til England, da kommandør Perry havde åbnet Japan med magt i 1853 og hjemført et par til Dronning Victoria.

Hvad man nu end har gjort for at gøre racen mindre, så blev det forstærket af, at man i 1840 begyndte at afholde hundeudstillinger på Cruft's, hvor man præmierede de "ønskværdigste" hunde, og for King Charles spanielen var resultatet, at den i de næste 75 år forandrede sig ganske meget, så den lille robuste jagt- og selskabshund blev til en lille, yndig skødehund.

Racen genskabes 
I 1926 kom en rig amerikansk antikvitetshandler, Mr. Elridge, til Cruft's udstilling i London. Han ville se de små king Charles spaniels, som han kendte så godt fra de mange malerier, som han havde i sin forretning. Stor var hans forbavselse, da han ikke fandt én eneste, der lignede dem. Alle, som gik under det navn, havde rundt hoved, opstoppersnude, udstående øjne og underbid, og de var meget små. 

Efter hans mening var de helt forkerte, og han udsatte en præmie på 25£ til den han og tæve, som mest lignede de oprindelige King Charles spaniels på de næste 3 års Cruft's- udstillinger. Senere forlængede han det til 5 år. Dette har sikkert ikke været spor populært blandt avlerne af King Charles spaniel. Man skulle jo til at avle frem eller rettere tilbage til det, som man netop havde avlet væk fra. Imidlertid var der interesse nok, avlsmaterialet var der i form af "kasserede" King Charles spaniels, og i 1928 kunne man udarbejde en racestandard på grundlag af hunden, "Ann's Son". 

Desværre oplevede Mr. Elridge ikke dette, idet han døde kort før udstillingen. Racestandarden er den, som vi endnu benytter, og den er stort set uændret fra dengang. Samtidig besluttede man, at racen aldrig må påvirkes af modeluner, men altid skal fremstå helt naturlig. Den må hverken klippes eller trimmes. Det kneb noget med at få racen anerkendt som selvstændig race i England, og den blev udstillet under King Charles med betegnelsen "gammel type". Først i 1945 blev den anerkendt som en selvstændig race, og for at undgå forvekslinger gav man den navnet: Cavalier King Charles spaniel.

Historien om blenheimens "spot" 
Blenheimen blev opdrættet på godserne Blenheim og Marlborrough, hvor de blev benyttet til jagt. Hertuginden må dog have haft en blenheim til skødehund, for det fortælles, at det er fra hende, de har den meget berømte "spot" på issen. Der er to versioner af historien. Begge begynder med at hertuginden sidder og broderer. Hendes herre og husbond er i krig, og hun sidder i angst og bæven og venter at høre nyt fra ham. På skødet har hun sin lille drægtige blenheim-tæve. I den første version stikker hun sig i fingeren med nålen, og der drypper en blodsdråbe lige ned på tævens isse, hvor den dannede en ruderformet plet. Da tæven fødte sine hvalpe, havde de alle en ruderformet plet på issen. 

I den anden version stikker hun sig ikke; men i sin store angst for mandens skæbne, presser hun sin tommelfinger så hårdt mod hundens isse, at da hvalpene blev født, havde de alle en tommelfingerplet på issen. Hvilken af historierne, der er korrekt, vides ikke; men "spotten" har de stadig, som noget helt specielt i hundeverdenen.